Baunevangen

Installationsretten

Teknisk set er installationsretten ikke en del af råderetten. Det er dog tæt på, for den handler også om, at vi lejere har ret til at forandre eller forbedre boligen.

  • Installationsretten giver ret til at udføre sædvanlige installationer i boligen.
  • Installationsretten giver ikke ret til nogen godtgørelse. Til gengæld er installationen ens personlige ejendom og kan/skal medtages ved fraflytning.
  • Arbejder under Installationsretten skal kun anmeldes til boligorganisationen og kan påbegyndes umiddelbart efter anmeldelsen, men love og regler skal overholdes, så det anbefales at afvente boligorganisationens svar.

Installationsretten for Baunevangen

Installationsretten for Baunevangen er indført og vedtaget sammen med rådertsreglementet på budgetmødet i 2018

Installationsretten

Reglerne er beskrevet i Lov om leje af almene boliger af 10. september 2004 - Nr. 920 i § 35 og i § 36.

I installationsretten er der listet en række installationer og forbedringer, som beboeren har ret til at foretage, medmindre boligorganisationen v. KAB kan godtgøre, at ejendommens el- og afløbskapacitet ikke er tilstrækkelig til installationen.

Forskellen på råderet og installationsret er, at man ved fraflytning skal tage installationen med sig, hvis man har brugt installationsretten. Hvis man har brugt råderet, skal installationen blive i boligen ved fraflytning. Under Installationsretten kan der også kræves retablering ved fraflytning.

Ønsker du at udføre arbejder, der hører under Installationsretten, skal du give ejendomskontoret/driftschefen besked, inden du foretager installationen. Driftschefen vil inden 14 dage fremsende en tilladelse/afslag med betingelse/begrundelse herfor. Afdelingen kan stille krav om depositum til retablering. Deposita skal altid betales kontant.

I det følgende kan du læse om mulighederne for at udføre installationer i og forbedringer af boligen under installationsretten i din afdeling. Dette betyder ikke, at det kun er disse arbejder, der kan gennemføres. Er du i tvivl om noget, så kontakt driftschefen.

Sædvanlige installationer i boligen:
Udskiftning/opsætning af belysningsarmatur
Udskiftning/opsætning af lampeudtag
Udskiftning/opsætning af afbrydere
Udskiftning/opsætning af stikkontakter
Udskiftning/opsætning af lysdæmpere
Udskiftning/etablering af flere radio- og TV-udtag
Udskiftning/etablering af flere telefonstik
Udskiftning/opsætning af termostatventiler på radiatorer
Installation af elektronisk varmestyringsanlæg
Opsætning af vandbesparende blandingsbatterier
Opsætning af varmepumpe (luft/luft)
Opsætning af brusekabine
Udskiftning af komfur
Udskiftning/opsætning af emhætte
Udskiftning af køleskab
Installation af vaskemaskine
Installation af opvaskemaskine
Installation af tørretumbler
Opsætning af tørreskab
Opsætning af strygerulle

Bemærkninger:
Installationer under Installationsretten skal udføres efter gældende love og regler. Se også bemærkningerne under Råderet inde i boligen.

Der kan kun monteres kondenstørreskab eller kondenstørretumbler, da tilslutning til ejendommens eksisterende aftrækskanaler/ventilationssystem ikke er tilladt, jf. bygningsreglementet. Bygningsreglementet foreskriver, at boligens ventilationsåbninger ikke må lukkes.

Opsætning af antenner/paraboler:
Beboeren har ret til at anbringe radio- og fjernsynssignal modtageudstyr på ejendommen efter boligorganisationens anvisninger.
Beboeren afholder selv udgiften til opsætning, vedligeholdelse og nedtagning af antenneinstallationen.

Bemærkninger:
Betingelserne for opsætning af parabol og antenneinstallationer er beskrevet i Lokalplan 120 og husordenen.

TOP